lørdag den 28. juni 2014

Jeg har drømt om endnu et hus og lever et liv som i gamle dage.

Jeg er lige vågnet, og jeg har drømt om endnu et hus. Det er længe siden, jeg har det, og der er allerede flere af rummene, som jeg ikke kan huske, men det var VIRKELIG et godt hus. Lige efter min smag. Masser af rum, nogle mere eller mindre skjulte, og masser af kroge. Og åbenbart masser af dyr.

Ude fra så huset meget gammelt ud. Det havde røde mursten og brunt tag, så lille ud og virkelig ikke ud af noget særligt. Jeg gik ind og kom ind i et rum, som egentlig var en slags køkken. Der var i hvert fald et køkkenbord midt i rummet og ting, som man har i et køkken. Der var også mad til alle dyrene i nogle plasticbøtter. Oppe til venstre på en lille forhøjning stod der vist en slags gammel sofa og måske et par lænestole. I køkkenet kunne man åbne en lille lem, og hvis man kiggede ind af den, kunne man se en gang inde bag ved med en dør ind til et kontor. Man kunne også gå til højre ud fra køkkenet, og der kom man til en lang gang med flere døre ind til forskellige værelser. Gik man bare venstre rundt om dørkarmen kunne man komme ind på kontoret bag køkkenet, men det var vist ikke lige sådan at komme derind. Man skulle helst have set det gennem lemmen i køkkenet for at vide, at det overhovedet var der.

Jeg gik ned af den der gang med de mange værelser og åbnede alle dørene, og her begynder min hukommelse desværre at sætte lidt ud. Men jeg kan huske et af værelserne, for jeg troede, jeg var alene i huset (bortset fra alle dyrene), men derinde lå en pige, som var meget syg. Hun havde en masse hospitalsudstyr omkring sig og slanger og ditten og datten. Det var mørkt derinde, men der var vist et lys tændt ved hendes seng. Da jeg åbnede døren vendte hun sig klagende rundt i sengen, uden at åbne øjnene og uden egentlig rigtigt at registrere, at jeg var der. Jeg blev lidt forskrækket, så jeg skyndte mig at lukke døren igen. Bag en af de andre døre var der et soveværelse med et tøjskab, hvor hende der boede i huset, havde hængt forskellige postkort op på. Det var altså ikke mit hus, jeg vidste godt hvis hus det var, og det var heller ikke den syge piges hus. Huset var udefra at se alt for gammelt til, at der boede en ung pige i det. Man skulle ud fra udseendet tro, at der boede et ældre ægtepar. På ydersiden af skabet hang der en lyserød kjole.

Og så kan jeg huske ét rum mere. Det var badeværelset. Det kan jeg huske, fordi der lå en masse hvide plasticfiduser derinde overalt. De lignede en slags trakter. De havde helt klart en eller anden funktion, men jeg vidste ikke hvilken. De var ca. lige så store som tennisbolde, og de lå spredt ud over gulv og badekar og lignede noget, der blev brugt dagligt.

I huset var der som sagt en masse dyr.  Der var et par hunde, den ene i hvert fald en cockerspaniel. Og så var der noget, der muligvis var fritter. Eller kæmpe store kælerotter. Hvide. Der var omkring 5-6 dyr, som boede der, og de var meget søde og venlige og legesyge.

Jeg kan desværre ikke huske mere. Ærgerligt.

Derudover kan jeg fortælle, at vi ikke har noget lys på badeværelset for tiden, og at vi derfor har et lille stearinlys tændt derude OG, at vores køleskab og fryser er gået i stykker. Så vi lever som i gamle dage:)

Hilsen Signe.