Hej.
Jeg laver ikke noget særligt idag. Jeg har selvfølgelig været til lyrikfestival, igen i dag, og høre nogle oplæsninger, men egentlig har jeg ikke rigtigt brugt denne her dag til noget. Og nu er klokken allerede 19. Jeg har læst en masse digte og tekster op i min stue. Det var sjovt. De fleste har jeg skrevet på Testrup Højskole i sommeren 2009 og 2010. Henholdsvis Pia Juul og Mads Eslund haglede dem ned med kritik. Fuck dem. Her er en.
Uden
titel
Jeg
står inde i muren i et af tårnene og åbner øjnene. Det er trangt, det er det
øverste rum, og det er aften, men de arbejder altid. Jeg vender mig om og kan
se vindeltrappens konturer i mørket, der er ikke stille nogen steder. Jeg vender
tilbage, og rummet er kun oplyst af de lysende knapper, som er blå og røde. De
masker, de bærer her, er tynde og orange, og der er rust på. Jeg ved ikke,
hvordan de sidder fast, men jeg ved, at bagsiden lugter af jern og blod, for jeg
kan lugte det, så jeg kan ikke forstå, de ikke kan høre mig trække vejret. De
kan ikke se mig, jeg kan sagtens gå rundt, og udenfor sprætter tårnet tågen op
med en slags flosset metalglasur, og det dundrer i det fjerne, men jeg kan ikke
se noget derude. Jeg ved ikke, hvilke signaler, det er, dem med maskerne skal
modtage, så jeg ser til højre og ned af åen driver store grønne palmeblade, og
jeg kan se, at der kan ligge tre barbiedukker på hvert blad, fordi kun to
vender den samme vej. De er nøgne og programmet er trykt. Under åen er der en
sti, og jeg ved godt, at man ikke må gå ned på den, men det er jo midt på
dagen, og goddag, siger den ene kentaurer, og jeg er lettet, for det er jo bare
et dyr, men det er en han, og den vil op i mig, den vil gerne helt op, og det
bliver for hårdt, den er for stor, og jeg vil gerne gå en tur med den, men ikke
mere end det.
Den næste her har jeg tidligere lagt ud, men her kommer den igen. Det var, hvad min syge hjerne fik ud af en skriveøvelse, hvor vi skulle udvælge og skrive om en genstand, som, vi ikke vidste, hvad var.
Drejeskalpel
Hun kalder den en drejeskalpel. Den
er opbøjet i den ene ende, nærmest som en finger, der strækker sig opad. I den
anden ende er der en kroget spids, og de to mødes på midten i et tykt og knuget
greb. Når den drejer hurtigt rundt, kan de to blade af og til synes som ét, og
på baggrund af de små firkantede takker, som omkranser hver ende, fremstår den
som værende en sløv genstand, som det er længe siden, nogen har plejet om. Hun
fandt den på en mark for snart 5 år siden og forestiller sig, at man engang
sløset har brugt den som kniv ved diverse småbeskæringer udendørs. Hun er dog
overbevist om, at den nye funktion, som hun har tillagt genstanden, stemmer
mere overens med skaberens egentlige budskab.
Den har i hendes varetægt
tydeligvis hverken skåret i et saftigt, grønt blad eller stiftet bekendtskab
med fornemmelsen af glidende, varm harpiks. I det hele taget får den sjældent
sol, da hun oftest bærer den i de dybeste hulrum af store tasker, og den virker
efterhånden ret livløs og er flere steder beklædt med rust. Hun er altid helt
alvorlig, når hun tager den frem for at snitte. I de tilfælde, hvor hun selv
ønsker lidt af smerten, holder hun stramt forneden om den takkede opbøjede
spids, i mens den krogede ende hurtigt åbner huden i et snit på en forskrækket
midaldrende kvinde. Oftest får hun øje på dem på lang afstand og kan genkende
typen på den svejende, langsomme gang og det tilfredse smil.
Hun bryder sig ikke om magelige
mennesker.
Hov. Det blev helt sort. Nok meget passende.
I går hørte jeg Mette Moestrup læse op nede i Kunsthal Nord i Nordkraft. Det var godt som altid. Men der var noget galt med microfonen. Lyden var meget dårlig og skinger, hvilket var meget ødelæggende for oplæsningen. Syntes jeg. Hun lod ikke til at tage sig af det, og efterhånden kom hendes stemme til at lyde som Darth Vader. Og det var også en slags oplevelse. Jeg fik lejlighed til at kunne stille hende nogle spørgsmål, da jeg mødte en veninde bagefter, som skulle interviewe Mette Moestrup. Jeg ville gerne vide, om det var okay, at jeg sad og grinede af næsten det hele, imens hun læste op, hvorfor hun havde kastanjetter med, og hvad der sker, når man skriver sin lyrik på engelsk i stedet for dansk. Interviewet kommer i radioen en eller anden torsdag. Bagefter fik jeg champagne fra samme sted, hvor de laver den, som er kåret til verdens bedste. Det var lidt at kaste perler for svin, men jeg prøvede at smage ordentligt på den, og den var faktisk rigtig god. Det var Mias idé, og vi fik også hvidvin og tapas, og Mia fortalte mig, hvad hun vidste om det hele, imens jeg sad med bobler i hele hjernen. Jeg var nærmest på date. Tak for det.
I dag har jeg fået for meget kaffe, og om lidt har jeg tænkt mig at drikke noget mere hvidvin. Jeg ligner ikke umiddelbart en alkoholiker, så derfor kan jeg vel bare give den gas.
Måske ses vi i morgen ude til lyrikfestivallen:)
Signe.
