søndag den 15. april 2012

Velkommen til min blog!

Velkommen til min blog! (efter megen eftertænksomhed vælger jeg at lægge ud med denne kliché)

Jeg har valgt en simpel blog i forhold til skærmlayout for ikke at sætte forventningerne for højt fra starten. Dog synes jeg allerede, at den ser lidt kedelig ud. Jeg ved ikke meget om blogging, men jeg kan huske at have set blogspot.com i enden af mange blogs, så nu følger jeg trop....som en anden lemming.
Det var egentlig meningen, at jeg ville lægge ud med en eller anden virkelig catchy kommentar for at fange eventuelle læsere fra starten og fastholde jer. Men nu har jeg allerede skrevet så meget, at det er for sent at begynde på det. Så jeg satser på, at I, som kender mig, vil give det en chance udelukkende på baggrund af min personlighed.

Jeg har ikke noget specielt emne i tankerne for denne blog. Jeg tror, den kommer til at handle om alt muligt. Men det er vist også meget normalt. I må nok i hvertfald trækkes med nogle skriblerier om Island, hvor mit hjerte ligger, og sikkert også lidt om Berlin, hvor jeg netop kom hjem fra i går. Jeg tror også, jeg har tænkt mig at lægge nogle af mine tekster herind løbende. Digte og hvad der ellers er af gode sager. Ellers vil jeg prøve at udlægge min hjerne for jer. Skriftliggøre mine tanker. Hvis det ellers kan lade sig gøre. I synes måske, at det lyder ulækkert, men jeg forestiller mig, at det mere bliver en æstetisk oplevelse.

Som mit profilbillede har jeg valgt et billede fra Island (of course, hvad ellers). Det er mig, som står og tomler. For første gang i mit liv. På en vej mellem Reykjavik og bjerget Esja, som vi var på vej op og bestige her i efteråret 2011. Jeg havde lidt svært ved at tage det seriøst, fordi jeg havde det som om, jeg var med i en film. Og der var ingen, der samlede os op. Kristian tvang mig til kun at have fingeren ude, når der kom en stor 4-hjuls-trækker forbi og tage den ned, hver gang det var en lille bil. Jeg ved ikke, om man kan tillade sig at være så kræsen, når man tomler, men jeg kan godt lide billedet, fordi det symboliserer en slags frihed, hvor man står ude midt i det hele og er åben for, hvad livet har at byde på. Det er der, jeg er lige nu i mit liv. Det har taget en drejning, som jeg ikke havde regnet med, og nu må jeg se, hvilke nye døre, der åbner sig, se hvad nornerne spinder. (http://da.wikipedia.org/wiki/Norner)

Fortsættelse følger...

1 kommentar:

  1. Uuuh, så vil jeg snige mig som en anden ninja til at være den første der lægger en kommentar på din blog. Om mang, mange år, når cyberarkæologerne graver i resterne fra et fjernt århundredes datastrømme vil de måske finde denne kommentar, og det vil først være en skuffelse, dette første lille binære fossil, men det vil føre disse sære skabninger på sporet af begyndelsen på den litterære mastodont af en blog, der blev begyndelse på enden af verden som vi kender den. Og alt det er nok for mig.
    Tillykke med bloggen...glæder mig

    SvarSlet