En time til fri afbenyttelse

Jeg har lige en times tid til fri afbenyttelse, og så kom jeg i tanke om, at jeg har en blog. Og Jøsses, jeg har jo ikke skrevet herinde siden januar. Hvor er de måneder blevet af??? De er sikkert blevet opslugt af pædagogikum og Thomas. Opslugeren Thomas. Nå, men nu er jeg på banen igen.

Nå, men det var egentlig i går, jeg kom i tanke om min blog. Så jeg løj. I går sad jeg i toget på vej hjem fra Kbh. (og inden det på vej hjem fra Portugal, hvilket jeg kommer nærmere ind på senere). Jeg sad og læste, og så syntes jeg, at mit blogindlæg skulle tage udgangspunkt i en sætning fra den bog, jeg er i gang med at læse, nemlig "Fra smørhullet" af Kirsten Hammann. Jeg har tidligere læst en bog af Kirsten Hammann, nemlig "Se på mig", som vist er hendes nyeste. Men denne her er vist den mest kendte. Jeg kan godt lide at læse Kirsten Hammanns bøger, fordi de handler om mennesker, som har problemer med at få livet til at blive ordentligt lykkeligt og om forhold, som går skævt, fordi personerne har for mange ideer om, hvordan tingene skal være. Og så er hun dejligt sarkastisk omkring disse her personer (som jeg i øvrigt mener, der findes en del af, og som jeg også har rigtig meget af i mig selv), og hun udstiller alle deres underlige tilbøjeligheder og tanker. På s.79 i bogen står der noget omkring at kunne formulere oplevelser for andre. Hovedpersonen kan aldrig finde ud af at fortælle noget om sine rejser og oplevelser, når hun kommer hjem. Og hun burde være en fortællerske, som energisk udfolder sine bedrifter vidt og bredt og fortæller så levende og interessant, at der ikke er et øje tørt. Så jeg tænkte, at jeg kunne fortælle lidt om min tur til Portugal. Så kan I lære lidt om landet, hvis ikke I har været der, og jeg kan få mine oplevelser til at gælde lidt mere...

Jeg var af sted i 10 dage, inden det 2 dage i sommerhornbæk. Vi boede ude på kysten i en by, der hedder Estoril, lige ved siden af Cascais og en halv times kørsel fra Lissabon. Kort sagt, var det ikke en særlig interessant by. Maden var ret kedelig (undtagen på en virkelig lækker indisk restaurant, som vi fandt i Cascais), Lissabon var ikke særlig spændende og kunne ikke byde på noget særligt (alt dette skal nok ses i lyset af, at jeg i maj var i Rom, som jeg syntes var yderst udsøgt både bygningsmæssigt, madmæssigt og alt andet mæssigt, det var virkelig luksus for alle sanser). Hotelværelset var fint, dog vendte vores altan ud til en vej med mange biler, mogenmaden på hotellet var ret dårlig og en af dagene, så vi en kakkerlak på gulvet ved morgenbuffetten. Ikke så lækkert. Dog var vi en af dagene i Zoologisk have i Lissabon, hvilket var en rigtig god tur. Der var delfinshow, og dyrene havde rigtig fine og store bure, som de kunne boltre sig i. Desuden havde de rigtig mange dyr, som vi ikke har herhjemme i Zoo. Blandt andet koala, gorilla, kænguru, hvid tiger, gepard, rigtig mange forskellige skildpadder og andre krybdyr og pelikaner.

Jeg sidder i øvrigt og spiser en kage, imens jeg skriver det her. Du burde gøre det samme.

På turen drømte jeg bl.a. om et fly, der styrtede ned og om en kagebutik, hvor der var en masse lange bænke til gæsterne, som selv kunne bage deres egen lille chokoladekage og bagefter pynte den med alt, hvad hjertet kan begære fra over hundrede små skuffer og skabe. Det var en dejlig drøm. Den sidste her.

På onsdag skal vi en uge til Island. Det kan du nok godt regne ud, at jeg glæder mig meget til. Jeg har ikke været der siden sidste sommer, og jeg skal vise Thomas det hele.

Okay, nu har jeg brugt 22 minutter af min rådighedstime. Det er vist nok. Så kan jeg vende tilbage snart igen.

Hyg dig i sommervarmen. Husk at spise mange is.

Jammer, knirk og opskriften på jalousi

Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville skrive på bloggen denne her weekend. Og nu gør jeg det. Selvom det ikke altid er sådan, at jeg gør de ting, som jeg beslutter mig for. Jeg har f.eks. ikke vasket trappen denne uge, som jeg havde besluttet mig for. Ugen er selvfølgelig ikke slut endnu, men hvorfor udskyde noget til i morgen, som du kan gøre idag. Siger Julie. Der er tale om en slags bystandereffekt her, dog uden nogen at stande by...udover trappen. Trappen er objektet, og alle vi, som bor i opgangen, er bystanders. Ingen vasker trappen. Det er normen, at ingen vasker trappen, Så hvorfor skulle jeg begynde? Hvis normen var, at alle vaskede trappen, ville jeg selvfølgelig også vaske trappen. Trappen er altså beskidt. Og jeg ser det og tænker på det, hver gang jeg går på den. Især nu, hvor den er fyldt med snedapper fra forskellige sko og støvler og grannåle fra visne juletræer. Måske vasker jeg den i morgen.

Jeg har jubilæum i lejligheden i de her dage. Det er 1 år siden, jeg flyttede ind og ca. 1 år og 1 måned siden, at jeg så lejligheden for første gang. Den dag var den helt nøgen og stille og egentlig ret beskidt også. Men vi faldt for hinanden, og så kun muligheder. Nu har vi været sammen i et år og er ved at lære hinanden ret godt at kende efterhånden. Jeg passer på den, og den passer på mig. Vi er begge to glade for at være højt hævet over gadeplan, så vi kan se himlen, og vi elsker at have gæster. Helst mange gæster på én gang, så vi kan bruge alle rummene.
Jeg regner med, at lejligheden er udmærket tilfreds med den måde, jeg har indrettet den på. Den brokker sig i hvertfald ikke. Ikke over indretningen. Den har kun brokket sig to gange.
1. Brok i form af anspændte, jamrende lyde fra afløbet i køkkenvasken.
2. Brok i form af spændte bankelyde fra radiatoren i soveværelset.
Måske tæller brok i form af knirkende lyde fra de gamle gulve også, men det opfatter jeg nu mere som en veltilfreds brummen.

Jeg vil gerne anbefale jer at gå ind på etisk råds hjemmeside og kigge jer lidt omkring. Fordi det er et spændende sted. Jeg har selv tilbragt noget tid derinde for nylig i forbindelse med en undersøgelse af hvem de egentlig er, hvem der bestemmer, hvem de skal være, hvad de egentlig laver, og hvad de f.eks. synes om cyborgteknologi. Det sidste skulle jeg bruge i undervisningen, men det andet var bare af egen interesse. Jeg opdagede til min glæde, at Anne-Marie Mai er med i rådet. Udmærket.

For tiden går jeg og tænker over jalousiens væsen. Den grimme grimme jalousi. Jalousien defineres som en sekundær følelse indenfor psykologien. Altså en følelse, som er mere nuanceret end vores primærfølelser. Til de sekundære følelser hører desuden stolthed, misundelse, skadefryd, lykke, kærlighed, overmod og angst. Disse sekundære følelser skulle være komplekse blandinger af grundemotionerne (Vrede, frygt, glæde, bedrøvelse, interesse, overraskelse, afsky og foragt samt muligvis forlegenhed og skam udgør medfødte og altså universelle følelser hos mennesker).... det her er man naturligvis ikke helt enige om, men jeg drister mig til at skrive det alligevel. Jeg skal nok tage ansvaret for det.
Jalousien er måske en blanding af frygt, glæde og interesse. Og der må også indgå noget misundelse, stolthed og lykke....desuden en spsk. evne til sammenligning, 2 dl. dårligt selvværd, 300 g. fokus på det negative, 2 kg. narcissisme og egoisme og en knivspids kedsomhed.

Bages ved 200 grader i ca.24 timer.