lørdag den 26. januar 2013

Jammer, knirk og opskriften på jalousi

Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville skrive på bloggen denne her weekend. Og nu gør jeg det. Selvom det ikke altid er sådan, at jeg gør de ting, som jeg beslutter mig for. Jeg har f.eks. ikke vasket trappen denne uge, som jeg havde besluttet mig for. Ugen er selvfølgelig ikke slut endnu, men hvorfor udskyde noget til i morgen, som du kan gøre idag. Siger Julie. Der er tale om en slags bystandereffekt her, dog uden nogen at stande by...udover trappen. Trappen er objektet, og alle vi, som bor i opgangen, er bystanders. Ingen vasker trappen. Det er normen, at ingen vasker trappen, Så hvorfor skulle jeg begynde? Hvis normen var, at alle vaskede trappen, ville jeg selvfølgelig også vaske trappen. Trappen er altså beskidt. Og jeg ser det og tænker på det, hver gang jeg går på den. Især nu, hvor den er fyldt med snedapper fra forskellige sko og støvler og grannåle fra visne juletræer. Måske vasker jeg den i morgen.

Jeg har jubilæum i lejligheden i de her dage. Det er 1 år siden, jeg flyttede ind og ca. 1 år og 1 måned siden, at jeg så lejligheden for første gang. Den dag var den helt nøgen og stille og egentlig ret beskidt også. Men vi faldt for hinanden, og så kun muligheder. Nu har vi været sammen i et år og er ved at lære hinanden ret godt at kende efterhånden. Jeg passer på den, og den passer på mig. Vi er begge to glade for at være højt hævet over gadeplan, så vi kan se himlen, og vi elsker at have gæster. Helst mange gæster på én gang, så vi kan bruge alle rummene.
Jeg regner med, at lejligheden er udmærket tilfreds med den måde, jeg har indrettet den på. Den brokker sig i hvertfald ikke. Ikke over indretningen. Den har kun brokket sig to gange.
1. Brok i form af anspændte, jamrende lyde fra afløbet i køkkenvasken.
2. Brok i form af spændte bankelyde fra radiatoren i soveværelset.
Måske tæller brok i form af knirkende lyde fra de gamle gulve også, men det opfatter jeg nu mere som en veltilfreds brummen.

Jeg vil gerne anbefale jer at gå ind på etisk råds hjemmeside og kigge jer lidt omkring. Fordi det er et spændende sted. Jeg har selv tilbragt noget tid derinde for nylig i forbindelse med en undersøgelse af hvem de egentlig er, hvem der bestemmer, hvem de skal være, hvad de egentlig laver, og hvad de f.eks. synes om cyborgteknologi. Det sidste skulle jeg bruge i undervisningen, men det andet var bare af egen interesse. Jeg opdagede til min glæde, at Anne-Marie Mai er med i rådet. Udmærket.

For tiden går jeg og tænker over jalousiens væsen. Den grimme grimme jalousi. Jalousien defineres som en sekundær følelse indenfor psykologien. Altså en følelse, som er mere nuanceret end vores primærfølelser. Til de sekundære følelser hører desuden stolthed, misundelse, skadefryd, lykke, kærlighed, overmod og angst. Disse sekundære følelser skulle være komplekse blandinger af grundemotionerne (Vrede, frygt, glæde, bedrøvelse, interesse, overraskelse, afsky og foragt samt muligvis forlegenhed og skam udgør medfødte og altså universelle følelser hos mennesker).... det her er man naturligvis ikke helt enige om, men jeg drister mig til at skrive det alligevel. Jeg skal nok tage ansvaret for det.
Jalousien er måske en blanding af frygt, glæde og interesse. Og der må også indgå noget misundelse, stolthed og lykke....desuden en spsk. evne til sammenligning, 2 dl. dårligt selvværd, 300 g. fokus på det negative, 2 kg. narcissisme og egoisme og en knivspids kedsomhed.

Bages ved 200 grader i ca.24 timer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar