Julestemning og flere huse.

Forbered jer på, at jeg er virkelig glad, fordi det er jul, og jeg er oven i købet forelsket, og at dette indlæg derfor ikke handler om dårligdom overhovedet (bortset fra, at jeg har fået snue igen igen igen). Vil I smittes eller nyde at være glad sammen med et andet julemenneske, så læs videre.

Jeg har skrevet ret mange Facebookopdateringer på det sidste og har desuden fået en penneven, så det står lidt sløjt til med denne her blog. Det er jeg lidt ærgerlig over. Jeg må tilbage på hesten.

Så er det blevet december. Indtil videre har det været en af de bedste af slagsen. Der er kun gået 3-4 dage, og jeg har allerede pyntet op i hele lejligheden, købt et juletræ og pyntet det, lavet adventskrans og juledekoration med kalenderlys, hængt tre julekalendere op, lavet en pakkekalender med 24 gaver til Thomas, fået ting i mine julesokker og lavet konfekt og havregrynskugler. OG selvfølgelig gået ture i sneen og lavet en snebold. Og der er stadig 20 dage tilbage at nyde det hele i. Jeg har kun købt 1 julegave, så på den konto mangler jeg stadig en masse.

Jeg har drømt om endnu to huse og er desuden kommet i tanke om et tredje hus, som jeg engang drømte om. Så altså, hus nr.4, 5 og 6:

Hus nr.4: Det her hus ligger oppe på toppen af en bakke, som fører op til et stort bjerg. Det ligger i Island. Jeg bor i huset, og bakken, man skal op af, er meget stejl, og der ligger en masse sne, så det er svært at komme derfra. Omkring huset er der et fladt areal, hvor man kan gå rundt, men man skal sørge for at have ski og andre praktiske ting, når man skal bo der. Huset er lyst og et plan, og der er en masse vinduer, så man kan se på udsigten.Husets indvendige udformning er vist ikke så vigtig, da det var omgivelserne, der fyldte mest i drømmen (i modsætning til det faldefærdige hus med jerngitteret om, hvor detaljerne ved husets udformning var ret vigtige).

Hus nr.5: Det er et rækkehus, som jeg bor i. Der er nogle grimme gardiner men en ret hyggelig terasse udenfor. Det er et gammelt 70´er hus, og den gamle stil er holdt i lofter og møbler (og gardiner). Jeg er udmærket tilfreds med at bo i huset.

Hus nr.6: Det her er et rigtig godt hus. Der er mange skjulte rum. Der er vist 3 etager og en stor have med grantræer og store buske. Der er trapper mellem forskellige plateauer i huset, og man kan blive ved med at gå rundt og rundt og finde nye rum og badeværelser. Der står et flygel i en af stuerne, og alle møbler er i brune nuancer.

Jeg skal have mig et godt hus engang. Et stort et med skjulte rum og flere etager.

Nyt emne. Jeg har lavet en hjemmeside. Det er egentlig et projekt til min workshop 4 i pædagogikum, som skal handle om IT i undervisningen, og hvor vi skal reflektere over dette ved hjælp af et IT værktøj. Så jeg reflekterer inde på min nye hjemmeside. Adressen er her:

http://signeipdagogikum.yolasite.com

Siden er under construction og hurtigt lavet, men er tænkt som et forum, hvor jeg, en ung, forvirret men flittig kandidat, famler mig frem med forskellige ting her i mit pædagogikum. Indtil videre kan man finde forslag til IT-redskaber, som jeg har afprøvet og vurderer lidt på og nogle generelle refleksioner over IT i  undervisningssammenhænge. Men husk nu bøgerne og tavlerne....

Glædelig 4.december derude. Jeg håber, I nyder julen. Hvis ikke, så lad være med at belemre mig med det. Jeg gør nemlig.

Mange juleknus fra Signe.

P.S Har I husket at være nede ved Sallings vogn og købe et æble med chokolade om? Eller nogle brændte mandler.....de er virkelig gode. Det er i hverfald de bedste, jeg har smagt. Gå derned omkring kl.16, når det er ved at blive lidt mørkt og se på sneen og alle julelysene, imens I spiser jeres godter og tænker på alle de ting, som kører rigtigt godt for jer i jeres liv og alle de mennesker, som I holder allermest af. Det var min prædiken for idag.

Jeg har wordled mig

Kære læsere.

Jeg har i dag stiftet bekendtskab med noget, der hedder wordle.com. Her kan man undersøge en tekst og finde ud af, hvilke ord man typisk bruger og dermed finde ud af, hvordan man skriver. Det har jeg nu gjort med denne blog. Jeg har smidt al teksten ind i det her program, og resultatet kan I (forhåbentlig) se her:

http://www.wordle.net/show/wrdl/5801162/Signesskriblerier

Som I kan se, er de mest typiske ord "kan" og "så", men der er også enkelte andre ord, som den flittige læser vil kunne genkende fra forskellige indlæg. Eksempelvis "hus", "jagtet" og "pendul". Jeg kan ret godt lide den sidste sætning i kollagen: "Bare drøm højt derfor hvide nat".
Andre gode sætninger er: "Så faldt andre dyr helt", "Tidligere ingen Signe ubesvarede"...find selv flere...
Man kunne også smide sit yndlingsdigt derind og se det splittet op og måske forstå det på en ny måde...eller hænge det op på væggen.

Derudover har jeg været offer for en privat samtale i bussen.
Der var åbenbart sket det, at en fyr, ved navn Reino (?), havde været i rigtig dårligt humør og skældt sin kæreste ud i bilen på vej over til hans mor. Kæresten (som er hende, der sidder ved siden af mig i bussen) har bedt ham om at holde ind til siden, er steget ud af bilen og har taget bussen hjem i stedet for. Vi kommer ind, da hun ringer sin veninde Heidi op og fortæller hende om det hele og siger, at hun nægter at finde sig i den behandling mere. Efter denne samtale ringer Reinos mor pludselig, for at spørge, om hun ikke nok stadig vil komme og siger desuden, at hun har lavet krebinetter. Kæresten er sød ved sin svigermor og siger undskyld, men at hun simpelthen hverken vil byde sig selv eller svigermoderen at skulle sidde der i så dårlig en stemning. De ringer af, og pigen ringer til Heidi igen for at fortælle, at svigermoderen lige har ringet, og hvordan det forløb. Heidi er tilsyneladende lidt provokerende i telefonen. Jeg forestiller mig, at hun siger noget i retning af, om der ikke bliver overreageret lidt fra pigens side. Pigen hidser sig op, men står heldigvis af bussen ved politistationen, og jeg kan sidde og prøve at falde ned to stop, indtil jeg selv skal af.
Jeg går ud fra, at det, siden der blev talt SÅ højlydt i bussen, er i orden at smække denne historie op i åbent forum, og at det er noget, vi allesammen gerne må vide.

Tak for en god dag.

Jeg ved, hvem morderen er, og jeg er led og ked af det.

Ha!!! Jeg mistænker jer for at udvælge og læse blogindlæg ud fra overskriften. Derfor har jeg forsøgt at lave en lille teaser. Du blev snydt...dette indlæg handler ikke om mord, og jeg er heller ikke led og ked af det.
Indtil videre ligger indlægget "Singlelivets glæder" klart i toppen med 94 besøg, hvor opfølgeren "Singlelivets glæder vol.2" kun kan snige sig op på 54 besøg. Hmm....interessant. Nummer et er selvfølgelig stadig indlægget "Denne dag har været det argeste lort" (nu stavet korrekt), som har haft hele 99 besøg, hvilket nok ikke kommer bag på nogen, da følelsesporno jo åbenbart er, hvad I vil have. Helt i toppen ligger det allerførste indlæg med præsentation af bloggen, som har haft over 100 besøg.

Det er en måned siden, jeg sidst har skrevet noget herinde. Det må være min forrygende radiokarriere, som har taget al magten. I øvrigt vil jeg gerne reklamere for Sofies og mit program om bær, som blev sendt for et par uger siden, og som jeg personligt synes, er det bedste, vi har fået fra hånden til dags dato. I kan finde det inde på radioens hjemmeside: www.radioalborg.dk, hvor alle podcasts ligger. Det kom sig af, at P4 Nordjylland havde bærtema en dag, og så tænkte vi, at vi ikke ville stå i skyggen af dem. Derfor lavede vi et helt program dedikeret til bær, hvilket endte med at blive ret informativt og meget underholdende....i hvert fald for os selv.

Jeg er glad. Det er efterår, og det betyder, at jeg konstant er i julestemning. Hver gang jeg dufter regn, ser blade, som er faldet af træerne, ser blade, som stadig hænger på træerne, men nu er røde og gule, og når det aften efter aften bliver tidligere og tidligere mørkt. Der er også andre grunde til, at jeg er glad, men du ved godt selv, hvem du er:)
Jeg er således gået i gang med at prøve at nyde efteråret og ikke bare længes efter jul og vinter. Det går okay med det. Jeg elsker efteråret. Og med planer om at udhule et græskar og lave kastanjemænd er der faktisk en hel del at glæde sig over dette efterår. Derudover skal jeg snart til at have hue, halstørklæde og vanter på igen og gå med støvler. Det er en fryd i sig selv.

Som nogen måske har lagt mærke til, lever jeg i denne tid i en verden af kritik (pædagogikum i sin hårde form). Derfor må du helst ikke kritisere mig, hvis du møder mig på gaden. Prøv at sige noget forholdsvis pænt.

Singlelivets glæder vol.2

Hej igen.

Jeg har tømmermænd i dag. Ikke så mange, men nok til at jeg ikke gider lave noget som helst og ikke nok til, at jeg ikke har dårlig samvittighed over ikke at lave noget som helst. Jeg var i byen hele natten, og det var sjovt og dejligt, og der var mænd, og vi snakkede med dem, men de gode var der ikke, og jeg er stadig fri på markedet. I morges, da jeg vågnede kl.8 efter kun et par timers søvn og havde det pænt dårligt, var jeg faktisk ret glad for at være alene i lejligheden, men nu, søndag eftermiddag, er jeg trist over, at her ikke er nogen, som jeg kan holde i hånden og putte med på sofaen.

I nat havde jeg en tydelig fornemmelse af, at jeg hele dagen i dag ville kunne leve højt på mit tilsyneladende store talent for bordfodbold, men det er bare ikke sådan sagerne står. Jeg vandt flere gange, og det var rart, for det kan jo betegnes som en sportsgren, og jeg er ellers ikke typen, der fører mig frem indenfor den slags, så jeg har ligesom fået et ekstra lag på min personlighed. Men som sagt kan jeg ikke leve højt på det længere. Den døde, da jeg lukkede øjnene i nat.

Jeg har været på et tre dages pædagogikumkursus. Det første af slagsen i år, og det var hyggeligt. God mad, godt kursus og hyggelige værelser. Jeg elsker den slags små "ferier" fra hverdagen.

I dag har jeg lyst til at tage til stranden. Og gå og gå og gå og få vind i håret og sandkorn i munden. Hvis jeg havde haft en bil, var jeg kørt hen til en strand, efter at have hentet en Cocio.

Jeg har et grimt stempel på både højre og venstre håndled. Jeg er sådan en slut, der spiller på to heste om natten.

Singlelivets glæder

Jeg har drømt endnu en drøm og leget med pendulet.

For et par dage siden drømte jeg endnu en drøm i stil med de andre. Jeg blev igen jagtet, men denne gang af noget nyt. Jeg blev jagtet af VINDEN! Ja, du hørte rigtigt. Jeg blev fandme jagtet af vinden. Og hvor gemte jeg mig? I et gammelt klædeskab, som stod i et rum, hvor der ikke var andre ting. Det hele gik meget stærkt. Jeg kravlede ind i skabet og lukkede skabslågen, vinden kom susende forbi, og jeg kravlede ud igen, da den var forsvundet. Jeg har ikke på stående fod lige noget at sige til det...

Og så legede jeg lidt med pendulet i går. Jeg havde et par spørgsmål, som jeg gerne lige ville afklares omkring. Det er så freeking magisk med det pendul, at det halve kan være nok.

Lige nu er jeg derhjemme og er ved at fodre mig selv med en chokoladebolle og en Fanta lemon. Lad os bare kalde en spade for en spade og sige, at jeg trøstespiser. Men trods alt spiser jeg da, og den eneste grund til, at jeg gør det, er, at jeg er i pædagogikum, hvilket er hårdt og derfor er det nødvendigt for mig at få noget næring. Mit job har i dag fungeret som sublimering for diverse ubehagelige fornemmelser i mit indre, og for at gøre en lang historie kort, er jeg nu igen igen igen igen all alone. Ja, jeg er blevet single. Igen. Det er virkelig flot, som jeg magter de her forhold, jeg involverer mig i. Jeg er nu tilbage ved den idé, som jeg levede med for 3-4 måneder siden, som handler om, at der ikke er flere af de gode tilbage derude. Det var der jo så, og jeg nød godt af det i de 3-4 måneder, men så var det alligevel ikke helt så godt igen. Dammit, for at sige det mildt.
Jeg har også fået et par nye trøstesko. De er orange, og jeg regner med at tage dem på i morgen.

Fortsat god dag.

Om mine huse og det lilla pendul.

Nå. Nu er der rigtig nok kommet gang i den her blog, hva! Det er fordi, jeg har forstået, at jeg bare kan skrive løs herinde om stort og småt uden, at det nødvendigvis skal være specielt informativt eller have et bestemt tema.

Jeg vil gerne fortælle om mit pendul, om en tilbagevendende drøm, og så kan jeg ikke love, at der ikke også kommer til at stå andre ting.

Mit pendul er lilla (lillat?...nej) og er lavet af ametyst (som er mit stjernetegns sten, hvis man tror på den slags....jeg holdt op med at tro på det for nogle år siden, men jeg kan ikke løbe fra, at jeg stadigvæk tror lidt på det...ej, det gør jeg ikke). Nå, men det ligger altid i mit penalhus, fordi jeg ikke ved, hvor jeg ellers skal lægge det (bemærk korrekt anvendelse af ligge og lægge). I dag fik jeg så brug for det, fordi jeg faldt over en psykologisk øvelse, hvor man skulle bruge et pendul, og jeg tænkte "Det er lige noget for mig". Øvelsen viste sig at blive ret så åndelig. Pendulet virker åbenbart. Det har sit eget liv og har forbindelse til nogle højere magter, som har et og andet, de kan fortælle mig. Det er i hvert fald sådan, JEG opfatter situationen. Pendulet fandt hurtigt sine egne tegn for ja, nej og ved ikke, hvorefter det begyndte at svare på mine spørgsmål. Ikke altid som jeg havde forventet det. Nu ligger jeg altså inde med et funktionsdygtigt pendul samt ingen ubesvarede spørgsmål. Det er egentlig meget rart ikke at have nogle ubesvarede spørgsmål. Gad vide, hvor længe det holder? Så...nu gik den ikke længere.

I nat drømte jeg en drøm, som jeg har drømt rigtig mange gange, blot med forskellige kulisser. Og det er netop det interessante ved drømmen, synes jeg. Drømmen går overordnet ud på, at jeg bliver jagtet af nogen, som vil slå mig ihjel (ja, det drømmer jeg tit). Pointen er så, at jeg altid gemmer mig i et hus. Det har tidligere været det samme hus, men her på det sidste, er der kommet to nye huse til. Og selve denne her husmetafor, synes jeg er ret interessant. Og meget freudiansk, om man vil.

Hus nr.1: Mine forældres hus. (hvor jeg efter megen øvelse nu ved præcis, hvordan man skal flygte ud på bedst mulig vis. Her handler det nemlig om, at der er "nogen" i huset, og jeg skal bare UD UD UD. Så stille som muligt, så hurtigt som muligt. Drømmen stopper altid samme sted, og jeg når det.

Hus nr.2:  Et stort, hvidt palæ. Det ligger ved siden af min bedstemors hus i drømmen (som selvfølgelig ikke helt er min bedstemors hus alligevel....der er forskellige ændringer og altid meget mere dunkelt end der i virkeligheden er), og jeg kommer derinde fra og skal så gemme mig i det store, hvide hus. Det store, hvide hus har tre etager. Jeg er på den midterste og skal finde ud af, hvor jeg skal gå hen. Der er også andre folk i huset, og der er meget mørkt nede i kælderen. På den midterste etage er der en stor balkon, hvorunder der vokser en masse vildt. Det er grønt og har torne, så man kan ikke bare springe ud. Jeg skal gemme mig et sted i huset.

Hus nr.3: Det her er det nyeste og mest interessante hus. Det er faldefærdigt, og der er en stue, et indhak med et virkelig primitivt soveværelse og badeværelse og så et køkken. Hele vejen rundt er der store vinduer og mange af persiennerne fungerer ikke. I stuen er der ingen vinduer eller væg, men åbent ud til en skov. Man kan rulle et jerngitter ned hele vejen rundt om huset (hvilket jeg gjorde i nat), hvis man bliver jagtet, men det gitter er også åndsvagt let at ødelægge. Huset ligger i en dal og rundt om er der en masse træer. Til højre er der en bakke op og bag den, er der et stort hul. Der er dunkelt inde i huset, og det er virkelig svært at gemme sig nogen steder eller beskytte sig selv, fordi alt er fyldt med huller, og folk bare kan vade ind.

Det er faktisk ret nederen med den her drøm, og jeg vil gerne bede om, at den stopper omgående.   

Kongens Lyngby

Jeg har simpelthen for mange ting at sige i dag til, at det er tilstrækkeligt at lave Facebookopdateringer.
Hvad sker der for det der "Kongens Lyngby"? Hvorfor er det Kongens? Jeg sad stille og roligt i dag nede på Baresso og læste i "Nyere dansk litteratur" og prøvede at finde ud af, hvilke noveller, jeg kan læse med min 1g. klasse, som ikke er alt for svære at analysere og som ikke nødvendigvis behøver at indeholde lige så meget sex eller vold, som dem, jeg plejer at vælge, og som et par elever nogle gange bliver lidt stødt over. Så falder jeg over novellen "Biller" fra 1996, skrevet af Charlotte Weitze, som "...voksede op i Kongens Lyngby og efter studentereksamen bla bla bla". Her gør jeg holdt. Og undrer mig. Efter jeg er hjemvendt fra det vilde cafémiljø har jeg så forsøgt at slå det efter (som min bedstemor ville have sagt) på nettet. Her finder jeg blandt andet en hjemmeside for Turistforeningen for Kongens Lyngby, som praler med "mange smukke slotte og landsteder" og "alt hvad hjertet kan begære af fritids- og sportsaktiviteter"...... Der findes dog, til min store skuffelse, ingen bjælke med titlen "Information om byens navn". Men jeg kan se på Wikipedia, at det har noget at gøre med kongens residens Sorgenfri slot. Det er lidt kedeligt det her....vi går videre.

Desuden har jeg fundet ud af, at der er en rose, der hedder Dronning Margrethe. Det er ellers noget af en titel. På en internetside står der endda, at man kan købe Dronning Margrethe i sart lyserød....
Jeg var selv ved blomsterhandleren i dag for at købe en lilla orkidé, som jeg skal have i håret i morgen til brylluppet. Blomsterdamen, som jeg ellers har et udestående med, var sød i dag. Jeg legede, at jeg går op i, at farver passer sammen, og det kunne hun godt lide. Hun troede, vi var på bølgelængde. Sidst jeg var dernede ville jeg gerne have lavet en buket med de blomster, som jeg syntes, var de flotteste. Hun blev ved med at sige, at det kom til at se herrens ud, fordi de ikke passede sammen i farverne. Jeg fik min vilje til sidst. Det er altså flot med en buket blomster i alle mulige farver. Hvor er det ærgerligt, at den blomsterhandler er så snæversynet. Jeg nævner ingen navne. Hun kunne ikke huske mig, og jeg ville ikke lave noget drama. Jeg købte flere blomster....til min stue og mit køkken. Det ser dejligt ud.

Jeg kan forstå på mine læsertal, at I godt kan lide, når jeg skriver om, at jeg har det dårligt. I skulle skamme jer.

Jeff Buckley og den store sorte bille.

Det er aften. Faktisk burde jeg ikke være oppe. Det begynder at være usundt for mig at være længere oppe her til aften, kan jeg mærke. Men det er også, fordi jeg hører Jeff Buckley. Det er en intens omgang. Dog drikker jeg kun vand dertil. Det kunne være meget værre.

Der har været et sort insekt i min stue. Jeg så det på mit gardin, og imens jeg var ude efter et blad, som jeg kunne ende dets dage med, forsvandt det. Nu er det væk, hvilket er ret kuldegysningsfremkaldende, for det var faktisk ikke et ret charmerende dyr. Det lignede en sort bille i stor format med en del ben og vinger. Den så ikke ud til at være den hurtigste "bille", og den kunne også kun flyve et meget kort stykke af gangen. Nu sidder jeg forgæves og kigger over til det sted, hvor den sad. Hvor mon den er? Jeg har gjort mig mange overvejelser omkring den. Om den mon er tam? Om den er meget intelligent og godt kunne se, hvad jeg var ude på og derfor stak af og vender tilbage engang i nat inde i min seng og skræmmer mig fra vid og sans, så jeg aldrig kan sove derinde nogensinde igen. ( i øvrigt sov jeg på sofaen i stuen det meste af i nat, fordi min underbo og hans kæreste skændtes så højt, at jeg ikke fik lukket et øje. Han råber utrolig meget af hende, så græder hun, så taler han pænt, så svarer hun igen, så råber han meget meget højt....senere har de måske sex eller også falder de bare i søvn....jeg tænker, om hun mon ER hans KÆRESTE og om han har overvejet, hvad den betegnelse dækker over.....det lyder i hvert fald ofte ikke til, at han synes, hun er særlig kær).

Jeg har egentlig mest lyst til at blive budt op til dans. Men det virker ikke så sandsynligt. Det er lige meget, hvad vi danser til. Jeg er frisk på alle genrer. Det ville være dejligt med en sjæler...men jeg kan også sagtens gå med til en lidt vildere dans, f.eks. til noget 80er pop. I dag faldt jeg over soundtracket til "Kærlighed ved første hik" på min cd-hylde og hørte det. Det var lidt romantisk. Så kiggede jeg lidt på mine hvide roser, som jeg har fået af én, som jeg savner.

Lige nu ligger min dyne på gulvet. Det er jo en direkte invitation til det klamme dyr om at følge med mig ubemærket ind i seng. Ad. Det håber jeg virkelig ikke sker. Puh....nu spiller Lover, you should´ve come over........Den er godt nok dejlig. Sammen med hele det berømte album med Air er det nok en af de mest sexede sange, der findes. Det er nok meget godt, at her ingen er til at byde mig op til dans....

Nå. Nok om det. Lige nu er jeg ved at læse en bog, som hedder "Bogtyven".....den er fortalt af døden og handler om en tysk pige under anden verdenskrig, som stjæler bøger. Den er okay. Jeg er ikke helt solgt endnu....men jeg har også kun læst 1/4 af den. I denne uge læste jeg en 150 siders paperback, som er skrevet af en kvinde, der har arbejdet som kassedame i 8 år og nu har skrevet en humoristisk bog om, hvor forfærdeligt og absurd et job, det nogle gange er. Husk at smile og sige hej til DIN kassedame i morgen:)

Er der andre oppe? Klokken er jo ikke ret mange. Jeg kan vist ikke strække den her dag meget længere. Selvom jeg ikke er helt tilfreds med at slutte den nu. Jeg prøver at gøre det alligevel. Måske arbejder min vågenhed mig imod, når jeg kommer ind i sengen. I går aftes gik jeg ud som et lys. Jeg havde ellers lige besluttet mig for, hvad jeg skulle tænke på, inden jeg faldt i søvn, og så vendte jeg mig om på venstre side, og før jeg vidste af det, vågnede jeg ved, at de var begyndt at skændes nedenunder. Jeg havde ikke engang nået at tænke på det, jeg skulle tænke på. Det var ellers noget godt. Jeg kan bruge det i aften så.

Godnat og sov rigtig godt. 

Godaften fra mellemrummet, location: Nordvest Island.

Goðan daginn frá Núpur, ikke langt fra Isafjörður helt oppe i nordvest Island. Jeg sidder på en gammel skole lige nu, som er det sted, vi bor. Temaet for denne tur er at overnatte på gamle skoler. Her er virkelig lækker mad og en ubeskrivelig udsigt ud over hav og bjerge. Kristian spiller på en rigtig flot sort guitar inde i den store madsal, så det runger.

Vi har snakket om, at Island altid føles som et mellemrum. En pause fra det egentlige liv. Lige nu sidder vi inde i mellemrummet, men snart kalder hverdagen igen. Så må man bare huske de uendelige strækninger og den følelse af frihed, som omgivelserne fremkalder. Jeg føler mig helt fri og lykkelig, når jeg ser Island og bare er her. Alting går så langsomt, og intet stresser øjet. Der er ingen, der vil mig noget, og jeg skal ikke særlig meget. Heldigvis har jeg mange gode minder herinde fra mellemrummet, som jeg kan tage med mig ud på linjerne af mit liv igen. 

Jeg har oplevet en masse spændende ting heroppe, og jeg er meget glad for endelig at være kommet ud til vestfjordene. Hele vejen ud. Ikke noget med at sidde fast i sneen på et bjerg denne gang. Jeg har været ude på et fuglefjeld og se en masse søpapegøjer meget tæt på. De er SÅ søde og ikke særlig bange for mennesker. Og så er vi blevet angrebet flere gange af et gudsjammerligt dyr kaldet Kría. Det er et godt navn til den, da den konstant laver en lyd, som minder om navnet. Det er en meget hidsig fugl, som har rede flere steder rundt omkring, og hvis man kommer for tæt på disse reder, bliver man jagtet. I går kommer jeg så ved et uheld til at køre en af fugleungerne over på vejen og er nødt til at bakke tilbage over den igen for at sikre, at den er død. Jeg kan forestille mig, at de her Kríaer ved dette syn er gået helt i spagat og nok har været rundt og sprede rygtet, for vi er ikke særlig populære i de kredse længere. Indenfor emnet dyr har jeg desuden forsøgt at holde nogle får, hvilket er lykkes meget dårligt. De løber bare. I går lavede vi en sjov video med en vædder, som tyggede græs. Da jeg prøvede at sige en imødekommende lyd til den lagde den ørerne frem og holdt op med at tygge, og jeg opfattede dette som et signal om snarligt angreb, og vi lod det ligge og kørte videre.

I dag var vi i Isafjörður, hvor vi gik rundt og så på byen og spiste en kæmpe lammesandwich og nogle pandekager. Vi kørte også længere ud på kysten og så blandt andet den lille by, hvor Mugison er vokset op. Fjordene er meget overvældende og smukke, og skyerne hænger langt nede over bjergene. Vi kører tit meget meget højt oppe, men vores lille hvide polo klarer det faktisk rigtig godt. Det samme gør mine fake Converse til 50 kr. fra Føtex. Overraskende gode travesko.

I morgen kører vi tilbage til Reykjavik. Det er altid sørgeligt, når man skal tilbage fra tur. Men sådan er det. Jeg har to flybilletter. En til lørdag og en til mandag. Sådan er det jo tit, når jeg er i Island. Jeg ved aldrig, hvornår jeg vil hjem. Måske skulle jeg begynde på det med afbestillingsforsikring.

Jeg har taget rigtig mange billeder. Jeg kunne godt lægge nogle herind, men jeg gider ikke lige nu. Jeg er ret træt. Vi fik en del vin i går aftes. Der var jo fødselsdag:)

Der var en humlebi i vores bil i dag. Det er jo et venligt dyr, har jeg lært, men den ville helst ikke ud, og det kan jo godt være en smule nervepirrende at køre bjergkørsel med sådan et flyvende væsen omkring sig. Den kravlede ned under ruden et sted, som var meget smalt, og så brugte den lang tid på at komme op igen, fordi den ikke forstod, at den var nødt til at bevæge sig længere ned mod det brede stykke af ruden for, at det skulle lykkes. Den prøvede med røven først, hovedet først, at vrikke sig op osv. osv. Til sidst fik vi den ud. Det skabte en god ro i bilen igen.

Tak for i aften og mange hilsner herfra....vi ses, når jeg engang kommer hjem:)

Denne her dag har været det arveste lort.

Som det trænede øje kan genkende i overskriften, har denne dag ladet meget tilbage at ønske. Jeg har det mildest talt ringe. Jeg har dummet mig virkelig meget og opført mig som en idiot. Igen. Og jeg kan nærmest ikke holde ud til at være i min egen krop i dag. Sikkert heller ikke i morgen. Jeg har opført mig usselt, og nu ligger jeg, som jeg har redt.
Jeg har ikke tænkt mig at komme nærmere ind på detaljerne af hensyn til de involverede personer, men jeg vil gerne her i åbent forum sige UNDSKYLD, fordi jeg ikke tænker mig om, undskyld fordi jeg komplicerer alting og ikke kan holde min kæft på de rigtige tidspunkter og undskyld, fordi jeg sårer. Det vil jeg slet ikke. Undskyld. Selvom det er alt for sent nu.

Hmm....ja, jeg er jo stadig i Reykjavik. På grund af ovenstående rod sov jeg meget dårligt i nat. Og klokken 5 træder to mega fulde svenskere så ind på Guesthouset og råber op og synes åbenbart det er en god ide at begynde at lave en masse mad i køkkenet. Så går de heldigvis i seng, MEN jeg opdager til min rædsel, at de skal bo i værelset ved siden af mit, som, jeg finder ud af, har en væg lavet af papir i mellem. De synes, det er sjovt at ligge og råbe nogle meget høje og meget underlige lyde, indtil der tilsidst bliver stille. Efter et par timer vågner jeg ved, at en engelsktalende kvinde lige uden for min dør siger meget højt (indsæt selv overdreven engelsk accent) "Excuse me....could you please wake up and get out....for heavens sake....."......Jeg tænker, om det mon er mig, hun taler til, men det finder jeg så ud af, at det ikke er. For så siger hun "You are sleeping in the bathroom that EVERYBODYS using". En af de svenske fyre er så faldet i søvn ude på toilettet, og jeg kan høre, at han er meget flov over situationen. Hvilket glæder mig, for så har han da en smule pli:)
Deres nøgle sidder ikke i værelsesdøren. De skal desværre bo her en nat mere.

Jeg har gået byen tynd i min usle krop i 6 timer i dag. Det var meningen, at jeg ville ind og se et museum, men jeg blev enig med mig selv om, at i min tilstand ville det være en skam at betale penge for noget, som jeg alligevel ikke ville nyde. Så tog jeg ned på loppemarkedet, men det var heller ikke rigtigt noget ved. Så gik jeg på i Halgrimskirken og helt op i tårnet og så ud over byen. Det var meget fint, og en rigtig god måde at få et overblik på. Det eneste gode, der er sket i dag, er, at jeg har købt et par fine sko.

I går mødtes jeg med Björg, som jeg arbejdede sammen med heroppe sidste år, og vi var nede på en tapasrestaurant på den gamle havn. Her træder Björk så pludselig ind af døren til min store glæde. Men det er der vist mange af jer, som allerede ved. God underholdning. Vi fik laks og hummersalat og hangikjöt, hvilket var lækkert, og så råt gås og rådden haj, hvilket var mindre lækkert. Dertil fik vi hvidvin, som virkelig smagte af mere for mit vedkommende, men man kan ikke komme i byen, når man er alene afsted. Dammit.

Jeg skal ikke lave noget i aften, og denne her dag skal bare overståes, fordi jeg skal være alene hele dagen og aftenen og har det af helvede til. Jeg har mest lyst til at tage hjem, så jeg ikke får forpestet Island med min dårligdom, og jeg kan alligevel ikke rigtigt være nogen steder.

Lort lort lort. Jeg sidder virkelig fast lige nu.

Tak for opmærksomheden. 

Godnat fra Reykjavik

Kære Danmark.

Min dag er ved at synge på sidste vers her i Island. Jeg landede kl.16.30 ca. efter en rigtig god flyvetur fra Kastrup. Vejret var rigtig fint, og jeg holdt fanen højt hele vejen, eller hvordan man kan formulere det. Jeg har ved egen hjælp nærmest totalt overvundet min flyskræk i løbet af det sidste år, og det er jeg bare så pisse stolt over. Mine nye transportsygepiller gjorde også et rigtig godt stykke arbejde, og jeg skiftevis sov og tog en masse billeder ud gennem flyruden. Succes! Her i Island tog jeg så bussen fra Keflavik til Reykjavik (som jeg har gjort det tusind gange før), og jeg har været et virvar af forskellige følelser indeni, siden jeg landede. Det er enormt dejligt at være tilbage, men også underligt at rejse herop alene, selvom jeg jo skal mødes med folk heroppe. Her i aften mødtes jeg med Jonas og en af hans venner og drak en kop te. Det var hyggeligt. Jeg havde selvfølgelig arrangeret, at det skulle være på Babalu...hvor ellers. Imorgen skal jeg være sammen med min gamle kollega Björg, og tirsdag til fredag skal jeg op til Vestfjordene, hvilket jeg glæder mig ustyrligt til, fordi jeg aldrig har været der. En del af Island, som jeg endnu ikke har set. Men alligevel kan jeg godt mærke, at jeg er her solo...

Bussen kørte mig hen til mit guesthouse, hvor jeg blev mødt af en låst dør med et telefonnummer slået op, som man skulle ringe på. Det gjorde jeg så, og så kom der en tjekkisk fyr med ret dårlige engelskkundskaber og tog mig med op på et lille kontor, hvor jeg skulle betale og udfylde nogle papirer. "Nu kører jeg dig hen til der, hvor du skal bo", siger han så, og slæber min kuffert ned i hans lille røde bil. Og så kører vi ellers....og kører og kører....og jeg tænker, hvor langt vi mon skal væk fra centrum??? Til sidst holder han ind på en parkeringsplads ved en boligblok, og jeg tænker Åh nej, nu bliver jeg garanteret solgt til noget human trafficking..... Vi går ind i opgangen og op på 2.sal og ind af en dør, og her ligger så resten af guesthouset. Det er et ret smadret sted, men der er morgenmad i køkkenet og internettet virker. Og jeg har fået en pude og en dyne (som jeg satser på er rene). Jeg aner ikke, hvor jeg er, så på vej ned for at mødes med Jonas og co. tegner jeg et lille kort til mig selv i min kalender, så jeg kan finde tilbage. Lidt ligesom Hans og Grete.

Nu har jeg så fundet hjem, og da jeg åbnede døren til mit værelse, tænkte jeg alligevel "Home sweet home". Mine bøger ligger på natbordet, og min jakke hænger på knagen, og jeg føler mig hjemme igen i Reykjavik.

Tak for i dag.

Hvad skal jeg skrive?

Efter en snak med min fine ven Thomas (se Thomas, du er nævnt) og en endnu længere snak med min lige så fine ven Brian (se Brian, du er også nævnt) har jeg nu besluttet mig for at lave et nyt blogindlæg. Et blogindlæg, som indledes med navnsnævnelse. Det er problematisk, hvorvidt man skal nævne andre personer i sin blog, da man ikke ved, om de har lyst til at optræde på andre sociale netværk end dem, de selv har valgt. Dog er jeg ret sikker på, at hverken Brian eller Thomas bliver sure over at være med her. De er begge to meget fine mennesker, som er gode til at inspirere, og så må man jo affinde sig med at blive refereret til sommetider.

Nå. Så har jeg tænkt meget over, hvad dette indlæg skal handle om. En idé, som er smidt på banen blandt flere andre, er at fortælle lidt om de bøger, jeg er ved at læse og ikke mindst de bøger, som jeg ikke er ved at læse endnu. Nemlig dem, som stadig står på min reol og venter, og som Brian sagde noget om "er dem, som egentlig definerer dig som menneske". Det giver jeg ikke meget for, så derfor vil jeg hellere snakke om de bøger, som jeg er ved at læse lige nu. Men det har jeg heller ikke rigtigt lyst til.
Det har også været på banen, at jeg kunne spørge ud til folket og høre, hvad man gerne vil have, at jeg skriver om. Det synes jeg, er en god idé.

Jeg kunne forestille mig, at jeg kunne skrive et fint indlæg om datingverdenen, som er noget af et cirkus, skulle jeg hilse og sige. Kaotisk. Så langt vil jeg gå. Meeeeeeen, selvom jeg godt kunne gøre det uden at nævne navne, så ville det nok alligevel blive lidt for personligt. Så nej.

Jeg kunne også skrive om den børnebog, som jeg er ved at skrive. Den handler om en lille fyr, der hedder Pjalte, som møder forskellige personer. Det er meningen, at det skal være en serie af bøger, som er illustrerede. Pjalte er en fisk (jeg har lånt lidt inspiration fra Henrik Nordbrandt her, selvom jeg bruger udtrykket på en noget anden måde). I en af bøgerne møder han Pandekagepandehandlerpåfuglen Panna, og i dag kom jeg i tanke om, at man også fint kunne lave en bog med titlen "Pjalte og vandundulaten", Ikke Brian? En vandundulat. Som bliver vandonduleret, eller hvad hed det Kristoffer? (endnu en person er nævnt ved navn....).

Man kunne også skrive noget om skyformationer. Jeg er meget heldig at bo så højt oppe, at jeg kan se en rigtig stor del af himmelen hver dag. Himmelen i Island er en meget speciel himmel, men himmelen i Danmark er også rigtig god. I Island har man en fornemmelse af at være tættere på himmelen end nogen andre steder. Skyerne hænger også meget lavt. Måske er det synsbedrag på grund af bjergene, men overalt ser det ud som om, at himmelen er nær. Jeg kan godt lide, når himmelen her er mørk og skyerne er tunge og i flere lag. Eller helt lyserøde.

Der er jo heller ingen, der siger, at et blogindlæg behøver at handle om én ting af gangen.

Det var det, Back in buisiness. 

Jeg har drukket for meget champagne, for meget kaffe og alt ligner lyrik

Hej.

Jeg laver ikke noget særligt idag. Jeg har selvfølgelig været til lyrikfestival, igen i dag, og høre nogle oplæsninger, men egentlig har jeg ikke rigtigt brugt denne her dag til noget. Og nu er klokken allerede 19. Jeg har læst en masse digte og tekster op i min stue. Det var sjovt. De fleste har jeg skrevet på Testrup Højskole i sommeren 2009 og 2010. Henholdsvis Pia Juul og Mads Eslund haglede dem ned med kritik. Fuck dem. Her er en.

Uden titel

Jeg står inde i muren i et af tårnene og åbner øjnene. Det er trangt, det er det øverste rum, og det er aften, men de arbejder altid. Jeg vender mig om og kan se vindeltrappens konturer i mørket, der er ikke stille nogen steder. Jeg vender tilbage, og rummet er kun oplyst af de lysende knapper, som er blå og røde. De masker, de bærer her, er tynde og orange, og der er rust på. Jeg ved ikke, hvordan de sidder fast, men jeg ved, at bagsiden lugter af jern og blod, for jeg kan lugte det, så jeg kan ikke forstå, de ikke kan høre mig trække vejret. De kan ikke se mig, jeg kan sagtens gå rundt, og udenfor sprætter tårnet tågen op med en slags flosset metalglasur, og det dundrer i det fjerne, men jeg kan ikke se noget derude. Jeg ved ikke, hvilke signaler, det er, dem med maskerne skal modtage, så jeg ser til højre og ned af åen driver store grønne palmeblade, og jeg kan se, at der kan ligge tre barbiedukker på hvert blad, fordi kun to vender den samme vej. De er nøgne og programmet er trykt. Under åen er der en sti, og jeg ved godt, at man ikke må gå ned på den, men det er jo midt på dagen, og goddag, siger den ene kentaurer, og jeg er lettet, for det er jo bare et dyr, men det er en han, og den vil op i mig, den vil gerne helt op, og det bliver for hårdt, den er for stor, og jeg vil gerne gå en tur med den, men ikke mere end det.

Den næste her har jeg tidligere lagt ud, men her kommer den igen. Det var, hvad min syge hjerne fik ud af en skriveøvelse, hvor vi skulle udvælge og skrive om en genstand, som, vi ikke vidste, hvad var.     

Drejeskalpel

Hun kalder den en drejeskalpel. Den er opbøjet i den ene ende, nærmest som en finger, der strækker sig opad. I den anden ende er der en kroget spids, og de to mødes på midten i et tykt og knuget greb. Når den drejer hurtigt rundt, kan de to blade af og til synes som ét, og på baggrund af de små firkantede takker, som omkranser hver ende, fremstår den som værende en sløv genstand, som det er længe siden, nogen har plejet om. Hun fandt den på en mark for snart 5 år siden og forestiller sig, at man engang sløset har brugt den som kniv ved diverse småbeskæringer udendørs. Hun er dog overbevist om, at den nye funktion, som hun har tillagt genstanden, stemmer mere overens med skaberens egentlige budskab.    

Den har i hendes varetægt tydeligvis hverken skåret i et saftigt, grønt blad eller stiftet bekendtskab med fornemmelsen af glidende, varm harpiks. I det hele taget får den sjældent sol, da hun oftest bærer den i de dybeste hulrum af store tasker, og den virker efterhånden ret livløs og er flere steder beklædt med rust. Hun er altid helt alvorlig, når hun tager den frem for at snitte. I de tilfælde, hvor hun selv ønsker lidt af smerten, holder hun stramt forneden om den takkede opbøjede spids, i mens den krogede ende hurtigt åbner huden i et snit på en forskrækket midaldrende kvinde. Oftest får hun øje på dem på lang afstand og kan genkende typen på den svejende, langsomme gang og det tilfredse smil. 

Hun bryder sig ikke om magelige mennesker.   

Hov. Det blev helt sort. Nok meget passende. 

I går hørte jeg Mette Moestrup læse op nede i Kunsthal Nord i Nordkraft. Det var godt som altid. Men der var noget galt med microfonen. Lyden var meget dårlig og skinger, hvilket var meget ødelæggende for oplæsningen. Syntes jeg. Hun lod ikke til at tage sig af det, og efterhånden kom hendes stemme til at lyde som Darth Vader. Og det var også en slags oplevelse. Jeg fik lejlighed til at kunne stille hende nogle spørgsmål, da jeg mødte en veninde bagefter, som skulle interviewe Mette Moestrup. Jeg ville gerne vide, om det var okay, at jeg sad og grinede af næsten det hele, imens hun læste op, hvorfor hun havde kastanjetter med, og hvad der sker, når man skriver sin lyrik på engelsk i stedet for dansk. Interviewet kommer i radioen en eller anden torsdag. Bagefter fik jeg champagne fra samme sted, hvor de laver den, som er kåret til verdens bedste. Det var lidt at kaste perler for svin, men jeg prøvede at smage ordentligt på den, og den var faktisk rigtig god. Det var Mias idé, og vi fik også hvidvin og tapas, og Mia fortalte mig, hvad hun vidste om det hele, imens jeg sad med bobler i hele hjernen. Jeg var nærmest på date. Tak for det. 

I dag har jeg fået for meget kaffe, og om lidt har jeg tænkt mig at drikke noget mere hvidvin. Jeg ligner ikke umiddelbart en alkoholiker, så derfor kan jeg vel bare give den gas.

Måske ses vi i morgen ude til lyrikfestivallen:)

Signe.

Ingen titler

1.

Eftermiddagskedelig (i et lille hus af træ, solen er der, skyerne er der, vi er der, som vi plejer)
Aftenklaustrofobi. Aftenhyggefobi. Aftenintimitet uden grænser.
Rutshjebanekærlighed. Blodbøg.
Angst-etage.
Ensomheds-etage.
Kærligheds-etage. Du suger mig bleg.
Ballonhud. Chokoladefedt.
Bolshemasse. Brombærmåtte.
Yndigt rodet ansigt

2.

Jeg er
30 meter høj og mennesket
er mit kæledyr

3.

Du forestiller dig, at du er en koket fremstilling af en digter
Som taler med en spinkel og varieret stemme,
en sminkeret stemme
Som hakker sætninger over
med en flad økse, i ét slag.
Så de kan hakke på den rigtige måde.
Klipper dem over
klipper, klipper, klipper
så den ene halvdel ryger ned
på næste linje
Du taler så lavt og udflydende og svagt
og med en stemme, som ikke er din egen,
at du lyder som en forstilt digter
Det er din forestilling
Det er et sprog, du har lært

Velkommen til min blog!

Velkommen til min blog! (efter megen eftertænksomhed vælger jeg at lægge ud med denne kliché)

Jeg har valgt en simpel blog i forhold til skærmlayout for ikke at sætte forventningerne for højt fra starten. Dog synes jeg allerede, at den ser lidt kedelig ud. Jeg ved ikke meget om blogging, men jeg kan huske at have set blogspot.com i enden af mange blogs, så nu følger jeg trop....som en anden lemming.
Det var egentlig meningen, at jeg ville lægge ud med en eller anden virkelig catchy kommentar for at fange eventuelle læsere fra starten og fastholde jer. Men nu har jeg allerede skrevet så meget, at det er for sent at begynde på det. Så jeg satser på, at I, som kender mig, vil give det en chance udelukkende på baggrund af min personlighed.

Jeg har ikke noget specielt emne i tankerne for denne blog. Jeg tror, den kommer til at handle om alt muligt. Men det er vist også meget normalt. I må nok i hvertfald trækkes med nogle skriblerier om Island, hvor mit hjerte ligger, og sikkert også lidt om Berlin, hvor jeg netop kom hjem fra i går. Jeg tror også, jeg har tænkt mig at lægge nogle af mine tekster herind løbende. Digte og hvad der ellers er af gode sager. Ellers vil jeg prøve at udlægge min hjerne for jer. Skriftliggøre mine tanker. Hvis det ellers kan lade sig gøre. I synes måske, at det lyder ulækkert, men jeg forestiller mig, at det mere bliver en æstetisk oplevelse.

Som mit profilbillede har jeg valgt et billede fra Island (of course, hvad ellers). Det er mig, som står og tomler. For første gang i mit liv. På en vej mellem Reykjavik og bjerget Esja, som vi var på vej op og bestige her i efteråret 2011. Jeg havde lidt svært ved at tage det seriøst, fordi jeg havde det som om, jeg var med i en film. Og der var ingen, der samlede os op. Kristian tvang mig til kun at have fingeren ude, når der kom en stor 4-hjuls-trækker forbi og tage den ned, hver gang det var en lille bil. Jeg ved ikke, om man kan tillade sig at være så kræsen, når man tomler, men jeg kan godt lide billedet, fordi det symboliserer en slags frihed, hvor man står ude midt i det hele og er åben for, hvad livet har at byde på. Det er der, jeg er lige nu i mit liv. Det har taget en drejning, som jeg ikke havde regnet med, og nu må jeg se, hvilke nye døre, der åbner sig, se hvad nornerne spinder. (http://da.wikipedia.org/wiki/Norner)

Fortsættelse følger...